Nej det er ikke altid nemt..

Silas er lige startet op i skole igen efter have været syg med skoldkopper, men at der også skulle gå i stafylokokker i det… behandlingen af dette, har været en hård omgang for Silas og os at kigge og føle at man går over hans grænser, nu vi på den anden side og han har virkelige savnet sine klasse kammerater og omvendt de havde også savnet ham, SKØNT…

I sidste uge eller var det 14 dage siden nu, var vi til møde på skolen, i ved de her ” hvordan det nu går for Silas møder “, jeg har ikke altid synes at de her møder er så sjove, fordi det er ikke rart at hører at dit barn kan ikke og kan ikke og kan ikke, så jeg har altid følt jeg skulle være i FORSVARS MODE, fordi man føler det er en kritik af en selv eller os som forældre, det er virkelige hårdt at være med til hvis man går ind til mødet med et negativ mindset, jeg har altid forberedt mig til disse møder, men for skole år til skole år… Denne gang valgt jeg at være mere forberedt, Jeg læste alle hans papir igennem fra da han startet i skole og til nu, bare  for at se om jeg kunne gennemskue hvordan tonen ville være til mødet… HOLD NU OP!! ved i hvad efter jeg havde læst det, valgt jeg også være optimistisk og gå ind til det her møde  med et positiv mindset … Der er virkelige sket meget med hans udvikling at jeg blev helt glad, der var flere positive ting nu end før.. så paraderne og forsvaret blev lagt hjemme på hylden.

Til de her møder sidder Silas lærere, distrikt leder fra den skole han oprigtigt hører til, Psykolog, Leder for special afd. og os forældre ( der plejer også være en fra kommunen som er Silas Sagsbehandler, men hun kunne ikke være der).. Også går det lidt på tur hvor vi hver især fortæller hvordan det går og vi fortæller hvordan det går der hjemme…

Lærerne synes der sker en positiv udvikling på Matematik og Historie området. Engelsk har han det lidt svært ved synes de og Madlavning synes han ikke er særligt rart, (de havde faktisk lovet at inde for det første år så kunne Silas spise grønsager, lad mig sige det sådan her det er ikke lykkes for dem nu vi på 2 år). Dansk har han ikke knækket koden endnu og derfor mistænkes ordblindhed, i løbet af det næste skole år skal han testes i dette ( Silas far er ordblind og det er arveligt) er det rigtigt dejligt at det er noget de vil gøre noget ved, på den måde føler vi også de lytter til os.. På udeskole turene hygger han sig rigtigt meget, Idræt styre han også over. Han er vellidt blandt hans klasse kammerater og er tæt på at han kan klare det larm der er i en klasse..

Så blev det vores tur til at fortælle hvordan det går, i bund og grund synes vi jo at det går godt, vi kunne fortælle at han fået denne ” storbror ” som kommer 1 gang om måneden og laver lidt sammen med Silas og at dette går rigtigt godt, Tue er helt fantastisk og vi er helt tilfreds. Vi ser en udvikling herhjemme, vi hører ham regne og vi hører ham i Danmark s historien (hvilket han sluger til sig, vi er beviste om at dette skyldes bedstefar s passion for dette emne). Vi hører lidt Engelsk, det mere gennem YOUTUBE,  der kommer lidt rigtige ord ud i ny og næ… Der hvor andre børn ser Disney Sjov, Ser Silas Danmarks historien på Dr1 ( hans lærer trak på smilebåndet og sagde det var ikke mange børn der så det, men det gav mening at Silas synes det er spændende, så vi har set stenalderen og vikingetiden).. MEN det der virkelige slog benene væk under mig var da han kom ned og sagde til mig, at han er ENSOM!!! Det gjorder da ondt at hører og havde gået med mange tanker.. Så var jo utrolige glad for at hans psykolog, var med til det møde… Hun kunne fortælle og det gav mening at Silas føler sig ENSOM, det kunne være det var fordi at han allerede nu var bevist om at han er anderledes og tænker anderledes end andre ” normale ” børn.. og derfor havde tænkt de tanker, som han havde.

ENSOMHED, da han kom og fortalt det sank jeg en lille smule, det gjorder faktisk ondt i mit moder hjerte at min søn eller vores søn føler sig ensom… Kunne slet ikke finde ud af, om det var vores skyld at han følte det Eller så skal en dreng bare ikke have den følelse det der ingen der skal, du er 9 år Silas, men på samme tid er vi utrolige stolte af ham for at komme til os og fortælle hvordan han har det..

Kent og jeg fik sat os ned og fik snakket om denne nye situation vi stod i og nogle af de ting som han havde sagt han manglede, hans hverdag har vi måtte skrue sammen på en helt anden måde, han udvikler sig og vi må følge med gerne 1 skridt foran så hans verden ikke vælter og når han føler sig ensom igen så skulle han kom ned og fortælle os om det  ENSOMHED = nærværd et kram og få det ud så vi kan starte på ny – vi snakker meget om tingene herhjemme fordi vi vil jo det bedste for ham – Vi anekender at det er det han føler og det er OKAY at kom derud, bare han kommer og fortæller os det, så vi kan sporer ham tilbage og vi kan tage hånd om det.. Jeg synes det er et svært ord det der ENSOMHED fordi det rammer utrolige mange mennesker i alle aldre, jeg kender det fra mig selv, men jeg er også voksen og som voksen kender man godt til hvorfor man er ensom, det er om man får handlet på det der er svært… I Silas tilfælde er det jo os der er de voksne, så det også vores plads at hjælpe ham på rette vej.

Da jeg går fra det møde, har jeg det godt helt ned i maven, synes en del positive ting kom frem og hvad der skulle arbejdes med og hvad målet er for ham og at vi har håndteret det super godt ENSOMHED herhjemme det var nogle gode løsninger vi havde fundet frem til og det giver jo så meget ro på igen.. så det næste skole år sættes der fokus på om han er ordblind.

Så nej det er ikke altid nemt, med de følelser som han føler og ikke nemt for os forældre at være i, tanker der flyver rundt og kan næsten ikke forstille mig hvordan hans tanker flyver rundt og ikke kan stoppe det, ved at sige STOP – desværre er det sådan for Silas (Autisten i ham)… Vi skal være PÅ som i PÅ!! på en hel anden måde end at man nok er på et “normalt barn”… Det kan i læse om i en af mine gamle poste fra sidste år.. Hvad er forskellen på dit og mit barn?.. hvor jeg har skrevet lidt om Silas og hans Autisme og om 2 børn om den samme diagnose og alligevel være så forskellige..

Nå jeg vil til at stoppe for nu, det var helt rart at få det skrevet ud, det er terapi for sjælen og selvfølgelige min platform til at fortælle og sprede viden om Autismen i Silas..

En hilsen herfra os vores hverdag..

Jeg siger det tit og ofte, STOP med at finde en KUR mod AUTISMEN, men ACCEPTERE deres handicap og LEVE sammen med dem, AUTISMEN er noget de er født med…

“ Nogle gange

lever sande

SUPERHELTE i

små HJERTER,

som KÆMPER

STORE KAMPE “