Skrevet af: Clara
Samarbejdet med: Danniella
Hvad er så forskellen??
Jeg bruger den tit og siger det gerne igen. Havde man et barn der manglede begge ben,
– Jeg vil gerne prøve at sætte ord på et år, som har været noget helt andet i forhold til de sidste 12 år. Så jeg kigger et år tilbage og ser derefter fremad –
Isabella vores ENGEL
For 13 år siden
Marts sidste år, kom jeg hos en Psykiater der skulle hjælpe mig med at finde hoved og hale i den store ” RYGSÆK” jeg bære rundt på. Her fandt vi ud af at Isabella eller sorgen til Isabella, havde nok fået lidt mere plads , end der var plads til. Min indre kamp fyldt mere og mere, den formede min hverdag og mit Angst blev værre. Han synes det ville være en rigtigt god ide vis jeg sat mig ned og skrev et brev til hende, hvor jeg kunne fortælle hende lige det jeg ville og på samme tid sige farvel til sorgen. Jeg synes hans ide lød som noget helt hen i vejret og noget andet var at jeg skulle op og læse højt for hende, der stod jeg fuldstændigt af – hvad fanden er meningen – Jeg kunne godt skrive brevet, men jeg tog ikke derop for at læse højt for en STEN!!! Jeg kunne ikke se hvad det ville gøre godt for og jeg var bange for at jeg gik hen og glemte hende, dertil svarede han, du kommer aldrig til at glemme hende, hun er en del af dig og du vil stadig være hendes mor, det der ingen der kan tage fra dig, men du holder fast i sorgen til hende og den gør dig ikke noget godt, men Clara du skal leve gennem dem der lever og ikke igennem dem der ikke er her længere, den opmærksomhed du har givet Isabella, skal du kast over på Silas og Kent, ikke at du ikke gør det men dit fokus har også været på Isabella, hun har vandret i dit sind.
Så jeg satte mig ned og begyndt at skrive det her brev og jeg var egentlige utroligt overrasket over hvor let det var at få skrevet det, og når jeg kigger tilbage, så var jeg nok mere klar til at give slip på sorgen end jeg lige var klar over, Kent spurgte om jeg ville læse det højt for ham eller om det bare var mellem Isabella og jeg, selvfølgelige måtte han hører det, det var jo “bare” et brev, jeg havde skrevet, så da jeg begyndt at læse det højt kunne jeg mærke tårerne presse sig på, det var slet ikke nemt at få ordene over mine læber. Da jeg endelige var kommet til det sidste, sagde Kent du bliver nødt til at læse det højt for hende og vi valgte hendes 12 års dag til at gøre det. Det er svært at beskrive hvad der lige skete, men noget skete der, ligesom om at der var noget der slap fra mit bryst og jeg kunne trække vejret på ny igen lidt roligere. Da jeg læser det sidste ord i mit brev triller tårerne frem, for pludselige kunne jeg mærke, at jeg gav slip, bare den tanke kan få tårerne frem i dag, men forskellen er at jeg kommer videre..
Så fra datoen 21 april 2019 til den 21 april 2020, det år er gået og når jeg kigger tilbage så har jeg besøgt hende nok 4 gange, hvor førhen kunne jeg tage der op 2 x i ugen. Mit første besøge hos hende efter jeg havde læst brevet op, kunne jeg ikke gå hele vejen over til hendes gravsted, jeg stod og kigget på hende, på afstand eller hendes lille solskins plet. Jeg kunne mærke jeg havde givet slip, hun var der ikke længere og jeg havde ikke behovet for at kom derop, hun sidder deroppe på en lille sky kigger ned og forhåbentligt passer på os, jeg har hellere ikke sagt undskyld hvis jeg ikke kom derop, det plejede jeg altid at gøre, tænker jeg på det nu lyder det jo fuldstændigt underligt, men det var sådan jeg havde det.
Drømmen om en familie med 2 eller 3 børn, smuldret i mellem mine fingre og i mange år følte jeg at jeg havde fejlet både overfor Kent og mig selv, den del kæmper jeg med stadig i dag.
Men så kom Silas til verden og den familie jeg ønskede mig kunne starte, men så kunne alle de andre bekymringer komme, jeg blev pludselige bange for at få nr.2 og selvom lægerne havde sagt jeg godt kunne holde til en gang mere, var jeg alligevel blevet bange, frygt og Angst fyldt det hele menneske af mig, det er hårdt. Jeg var hård mod mig selv og er det stadig.
Hvis alle mine graviditeter var blevet til noget, så var vi mor og far til 6 børn, så det ikke fordi vi ikke har gjort noget, min krop vil bare ikke være med. Jeg kan ikke lade være med have en skyldfølelse af at Silas bliver efterladt alene når vi ikke er her, ingen søskende at dele det hele med eller er der for ham, det gør mig rigtigt ked af det på hans vegne. Men jeg fik min familie bare ikke lige den familie med søskende, men Silas gør os begge 2 rigtigt glade, han gir os så meget.
Jeg elsker mine 2 drenge, det dem der skal være mit fokus og så må jeg kæmpe for mig selv at jeg får det godt, hvor er jeg på vej hen nu, jeg har givet slip på noget, det betyder der er noget andet der skal arbejdes med og jeg er klar til det og det er mit ANGST. Jeg KÆMPER og forhåbentligt kommer jeg stærkere på den anden side af ANGSTEN.
Det var hvad jeg havde på HJERTET idag.
Skrevet af: Clara
Samarbejdet med: Danniella
Hvad er så forskellen??
Jeg bruger den tit og siger det gerne igen. Havde man et barn der manglede begge ben,
Det er den 21 April og Isabella s Store dag, var hun her, havde vi sikkert gæster nu og fejret med gaver… Jah sådan
Recent Comments