Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid kunne jeg ikke helt forstå det, jeg tog nok 10 graviditets test, vi havde været så meget igennem bare for at blive gravid at jeg faktisk havde mistet modet på det.
Jeg var lige startet op på uddannelse som Social- og Sundhedshjælper, så det der med at blive gravid passet nok ikke lige ind i billedet, men hvornår gør det egentligt det. Da de 2 streger var på alle testene, var det ikke Kent jeg ringede til først, det var en veninde jeg havde på det tidspunkt også fortalte jeg det til Kent, han blev glad vi var begge glade, men glæden blev hurtigt overtaget af frygt, frygt for at miste som vi havde prøvet før. Og sådan var det hele vejen igennem til han blev født.
Jeg husker min første scanning, det var ikke en oplevelse som man vil huske på, men jeg husker den alt for godt. Randers sygehus, vi sidder i venteværelset og vi bliver kaldt ind jeg går i panik det er det samme rum som jeg har fået dårligt nyt fra de andre gange, men på en eller anden måde får jeg mig lagt op briksen og sygeplejersken eller hvad hun var begyndte at scanne, for det første havde hun svært ved at finde fosteret og da hun endelige fandt det blev hun helt stille, jeg kunne mærke tårerne presse sig frem. Hun siger så ud i det blå, fostret er dødt og jeg begyndte at græde og havde aller mest bare lyst at gå min vej, hun vil dog lige tilkalde en læge og da han kom ind og så det var mig, han kendt mig fra sidst, kigget han på sygeplejersken og han sætter sig ved min side og spørger pænt om han må scanne og selvfølgelige må han det, han scanner og siger så Clara det er ikke dødt der er bevægelse men ligger mest stille, Clara det lever men du skal følges på tæt hold af de dygtige læger på Skejby, hvilket vi var glade for.
Så kan man sige ens graviditet var sat på en test, sådan var det nu hele vejen igennem jeg blev fuldt på Nyerere medicinsk afd. og på en anden afd. hvad er det nu man kalder den? når man venter sig. Jeg kom på Skejby 4 gange om ugen, til tjek. ret tidligt i forløbet fik jeg en meget slem hovedpine jeg kunne ikke være nogen steder, og man fandt ud af jeg havde svangerskabs forgiftning, jeg kom på medicin for at beskytte mig og fosteret, jeg skulle os være senge læggende i 2 1/2 måned. På et tidspunkt skulle jeg så til tjek igen og denne gang skulle jeg på blodfortynde men ikke i pille form, jeg skulle stik mig selv så ja sprøjte, ( det skal lige siges jeg er ikke fan af nåle).
Kent var med mig da jeg skulle lærer at stik mig selv, jeg spurgte Kent om han var okay, det sagde han ja til. Sygeplejersken viste mig hvordan og så skulle jeg så selv gøre det. Jeg trak vejret dybt stak mig selv og det var overstået, YES jeg gjorder det. Kigget over på Kent og jeg kan sige så meget, alt farven i hans ansigt forsvandt, han kunne gå i et med væggen hvorpå han svarede jeg går lige ud og tager mig noget saftevand, god ide Kent. ( stadig et godt minde at fortælle om og grine lidt af).
1 oktober, blev jeg så indlagt på Skejby sygehus nu skulle der holdes øje med mig på tæt hold. Det skal lige siges, under alle scanningerne har Silas lagt sådan at man ikke kunne se om det blev en dreng eller en pige.
12 oktober 2009, skulle jeg til scanning igen og alt så fint ud, Kent og jeg blev enige om at Kent kunne tage på arbejde, så det gjorder han, mine forældre kom på besøge og ikke ret lang tid efter kom der en læge ind og sagde de havde kigget på billederne der skulle være noget med flowet og at han skulle ud nu ved kejsersnit, (13 uger før tid altså 3 måneder for tidligt). De havde målt ham til at veje 600 gram når han kom ud.
Jeg skulle så have fat i Kent igen, som var kommet halv vejs at han skulle kom tilbage fordi han skulle til at være far, han nåede det lige inden vi trillede ned til kejsersnit. Mine forældre valgt at blive.
Vi fik af vide at når de blev født så tideligt skulle vi ikke regne med at de sagde noget så vi skulle ikke være bekymret, så det var jeg indstillet på og det gav jo god mening de skulle jo spare på kræfterne og kæmpe for livet. Men da Silas kom ud skreg han i vilden sky og jeg tænkt straks at der var noget i vejen. Kent fulgt ham hele vejen op til neotal afd. og Silas havde skregen hele vejen at de blev nødt til at give ham sukkervand så han kunne blive rolige igen. Den gode nyhed var så at han vejede mere end det lægerne havde forud set, lige præcis 974 gram.
Lad mig fortælle i billeder:
Silas kun få minutter gammel.
Man føler sig først rigtig mor, når man har haft sit barn oppe på maven og det kan jeg kun nikke genkendende til for der gik først et par dage før jeg fik ham over til mig. Jeg skulle lige komme mig efter kejsersnit. Da jeg endelige fik lov til at komme op til ham og Iben som passede Silas spurgte om jeg ikke havde lyst til at få ham ud til mig, sagde jeg helt bestemt JA !! må man det, Iben sagde ja selvfølgelige må du det, det er din søn. Da jeg fik Silas over, først da følte jeg indeni at jeg var blevet mor og sikke et følses registre man kom igennem. Jeg kunne sidde med Silas i timevis, det kunne Kent bestemt os.
Når man var så lille som Silas var, så det vigtigt med hud mod hud kontakt. Det eneste vi skulle bruge vores dage på var at vaske, give ren ble, give mælk og bare sidde med ham, han var bare så dejlige.
Det gik så godt med Silas, at vi fik lov til at komme tættere på hjem og det betød at Silas skulle overflyttes til Randers sygehus, det betød at vi skulle pakke og kører man måtte ikke kører på samme tid som ambulancen, så vi kunne kører i forvejen og vente på Silas kom til Randers.
Vi var der dog kun i Randers i et par dage, før det for alvor kører ned af bakke for Silas, han skaffer sig en virus når de er så små har de ikke rigtigt kræfter til at kæmpe, så da Silas begyndt at blive sort på brystkassen når han kæmpede for at trække vejret, blev en læge fra Skejby tilkaldt og kigget på ham. Han tog beslutning at han skulle i en fart tilbage på Skejby, det må man jo sige det kom han.
Så vi måtte pakke sammen igen og fragte os til Skejby, Silas blev lagt kunstigt koma så han kunne spare på kræfterne og det var maskine der hjalp ham, det var virkelige voldsomt at se på, vores lille dreng ligge der med tuber og ledninger, bliver helt ked af det ved tanken at vi kunne have mistet ham der. Men heldigvis kæmpet han sig tilbage, tror det var på 3 dagen vi kom op en morgen kunne lægerne fortælle noget helt utroligt hvad der var sket i løbet af natten, Silas var vågnet og havde pillet tube og ledninger af han lå trak vejret selv uden besvær, vi kunne ikke helt forstå det, efter det blev Silas kaldt SUPERMAND, fordi han var vores lille supermand han ville tilbage til os eller så holdt en hånden over ham (vælger og tro på det var Isabella, hans søster).
det blev til 3 uger på Skejby inden vi fik lov til at komme tilbage til Randers, en dag i de 3 uger blev Silas døbt.
Da vi endelige fik grønt lys til at komme til Randers igen, gik det fremad derfra, det var nok os i Randers det var mest hyggeligt at være, når det drejede sig om vente tiden.
Det var Randers der sagde stop med at pumpe mælk, mælken forsvandt jeg havde ikke noget, Skejby ville have jeg blev ved men Randers sagde stop.
I Randers fik man en bog man kunne skrive i om alt muligt og ingenting men mest om Silas dag, så vi havde noget at se tilbage på når tid kom til det.
Vi havde en hverdag på sygehuset, jeg boede der i 2 1/2 måned og sådan kunne en dag se ud.
Os med børn der lå på neo. boede på patient hotellet som var der den gang, jeg havde et af de store værelser dobbelt seng og det hele (stadig måtte Kent ikke sove der, jo vis han betalte sig fra det). Vi var et par mødre hvor vores mænd ikke sov der, (Kent passet sit job inden han kom forbi sygehuset) vi stod op samme tid hverdag gjorder os klar, gik ned og spiste morgen mad sammen for at bagefter kunne gå samlet trop op til vores guldklumper.
Der var 2 gange om ugen hvor det var den helt store veje dag, for at overleve i de små rum vi var i på det tidspunkt måtte vi have lidt sjovt ud af det, “hvilken baby havde taget mest på” og vi var kamp klare mødre, det var nogle af de højdepunkter der var.
ellers skulle der bades, skiftes ble, sidde med dem og ellers sad vi hygget os i daglige stuen.
Når vi så nåede frokost, gik vi samlet trop tilbage til hotellet, for at spise og måske for lige og hvile os eller andet, for at vi så skulle gå tilbage til de små igen, det var nu meget hyggeligt. så skulle tiden jo bare gå, for det meste sad vi jo med vores babyer, eller sidde dagdrømme ud af vinduet, det var som om tiden indenfor var skruet helt ned i tempo og når man kigget ud suset folk forbi havde travelt med deres hverdag. Kent fik fri kl.16 også tog han turen ind til os, han tog som regel på værelset for at lige hop i bad og kom i andet tøj, før han kigget op til os, de andres mænd kom os og så var vi delt (det nu os fint nok), der var aftensmad omkring kl.18 og der fuldes Kent og jeg ned for at spise, når vi var færdige med at spise gik Kent jo op for at være sammen med Silas.
Mens Kent så sad der, kunne jeg enten tage lidt tid for mig selv eller sætte mig deroppe sammen med dem. Det var os om aften vi fik gæster nogen gange. og når kl. slog 21.30 var det på tide at Kent vente snuden hjem af, og vi sagde godnat til Silas og jeg fuldt Kent til døren, for at jeg så selv kunne gå i seng og sådan kunne dagene gå, med få ændringer.
Vi måtte også gerne tage ud og spise, det var vigtigt at pleje 2 som heden, mens de stadig var så små og lå i kuvøse, det var sygeplejerskerne nu meget gode til at fortælle os, vis ikke de var der til at skubbe på havde man nu nok ikke gjort det af sig selv, så vi var ude og spise nyde hinandens selskab, det var HYGGELIGT..
Den dag hvor Silas kom ud af kuvøsen, var en kæmpe milepæl og 1 skridt nærmer for at komme hjem, stolt mor åben vugge han skulle dog stadig have ilt men ellers klarede han det så flot. Nu hvor jeg sidder og kigger album er det lidt sjovt at kigge tilbage på.
Der er en aften hvor vi kvinder, tror ikke vores mænd var der, men vi var ved at være godt træt af sygehus mad og en af os havde en bil til at stå på P- pladsen, så hvad skulle vi ned og have, det var da Mc Donalds mad, lige til en drive in og så tilbage til Neo, da vi kom tilbage var der dog helt stille på afdelingen ikke et øje at se de små sov, så da vi fik åbnet op for poserne og duften af mad spredte sig på afdelingen, kom sygeplejerskerne frem fra deres skjul det var så sjovt.
Skønne mennesker som arbejder sådan et sted og en kæmpe støtte til os mødre, helt fantastiske på helt deres egen måde, så det ville jo bare blive svært når man skulle vende snuden hjem, når den dag kom.
nu jeg ikke god til at huske navne, men der var en sygeplejerske der havde sin helt egen og sjove måde at gøre tingende på, hun lavede flag for hver flaske vores børn havde drukket vis ikke vi var der, kunne der ligge flag i vores bøger eller når vores babyer havde skidt i deres ble, var hun ikke til at stoppe og skulle hen og se og hvor er du dygtigt Silas, hun var bare en fest at være omkring. Silas havde 2 sygeplejersker som var vores kontakt, Lene og Lone. Lene var den velovervejende og helt rolige du ved det hele skal nok gå. Lone, var den der tog hurtige beslutninger lidt kække de to sammen var et godt team.
Tiden går og pludselige får man et hæfte stukket i hånden, om når turen skal gå hjem, det var vist et par dage før jul det var jo helt vildt at man nu skulle pakke 2 1/2 måned ned i en taske, pak Silas, det var på samme tid også en livline der blev klippet og man skulle stå på egne ben det var skræmmende. At man nu skulle hjem og have en hverdag og være alene, jeg kom til at savne hele samværet med de andre kvinder, det er jo ret intens at være i når man bor på sygehuset.
En mor ved bare bedst, Silas var startet i børnehave, da var der allerede tegn på at han ikke kunne rumme så meget uro, at man gik ind og sagde han var særlige sensitiv, jeg havde gået længe, var lidt frustreret for jeg kunne ikke forstå Silas hvad han ville og omvendt han forstod hellere ikke mine hensigter, det var en følse jeg selv gik med, hvor andre sagde det noget pjat drenge er bare langsom i deres udvikling. Silas og jeg rendte til tjek på sygehuset fordi han også havde Astmatisk bronkitis, lægen spørger mig nåh Clara hvordan synes du selv det går? jeg brød sammen alt væltet ud alle mine frustrationer røg ud, det mundet ud i at Silas blev tjekket op på om det kunne være noget fysisk, det var det heldigvis ikke og af sygehusets vej kom vi på børne psykiatri for at få ham udredt og hele denne proces som voksen at være med i var både spændende og frygtlige på samme tid. Vi dukket op til vores første samtale pædagogen tog Silas til side, for se selv hvad det kunne være mens vi sad sammen med psykologen, det var jo mest mig der snakkede for Kent var i tvivl om der skulle være noget med ham overhovedet og det er jo forståeligt for det er da svært. Pædagogen kom tilbage med Silas, hun lagde en hånd på mine skuldre og sagde så de gyldne ord, Clara jeg ser det også det du ser og vi skal have ham udredt, ( jeg viste det en mor ved bare sådan noget, og mega glad for at jeg tog kampen op), jeg brød fuldstændigt sammen, bare det de sagde nu tager vi hånd om det, sikke en lettelse og forpokker da de tog hånd om det, han blev testet i 14 dage og vi var med under det hele, tror det gik op for, Kent der at der var noget og ked af det fordi han havde ladet mig sidde med det alene og ikke tro på det jeg sagde. Det ramte ham hårdt. Efter de 14 dage skulle der lige gå en uge inden vi skulle ind og få af vide hvad de havde fundet frem til.
Det skal lige siges at jeg har hele vejen op til Silas skulle udredes, følt der var noget han haltet hele tiden bagud på udvikling og alt andet, så det var ikke en ide jeg pludselige fik at der skulle ske noget, han nåede ikke og indhente det så det var hele tiden en kamp.
Dagen kom, hvor vi skulle have svar jeg var nervøs og Kent var nervøs. Vi bliver kaldt ind og de spurgte os om hvad vi selv havde tænkt over hvad det kunne være, jeg havde tænkt ADD/ADHD noget i den ende, hvor på de sagde vi skulle over i Autist grenen og helt præcis infantil var hans ene diagnose og den anden var en “inferoitas ” det er nok stavet forkert, men han havde 2 diagnoser, jeg brød fuldstændigt sammen en gang til, det var på samme tid svært at forstå og vi skulle nu til at sætte tingene mere i kasser lægge vores liv om og forsvare ham mod omgivelserne.
OPFØLGNING KOMMER SENER
Recent Comments